Biltræf i Randers

Profilbillede
dato

Flere biler og motorcykler beslaglagt i forbindelse med biltræf i Randers

Lørdag eftermiddag og aften var nogle tusinde bilentusiaster samlet til et biltræf i Randers, hvor også politiet var til stede for blandt andet at hjælpe med trafikafviklingen. Indsatsen resulterede i, at i alt 18 biler og tre motorcykler blev beslaglagt, mens 324 sigtelser blev uddelt til trafikanter, der overtrådte færdselsloven undervejs.

På køreteknisk anlæg i den nordøstlige del af Randers var flere tusinde bilentusiaster fra ind- og udland lørdag eftermiddag og aften samlet for at deltage i et større biltræf.

Arrangementet, der blev afholdt på et lukket område på Jomfruløkken i Randers NØ, var på forhånd godkendt af både Randers Kommune og Østjyllands Politi, og derfor var politiet også til stede for i fællesskab med Hjemmeværnet at hjælpe med trafikafviklingen.

Den store tilstrømning til- og fra arrangementet gav undervejs lidt forlænget rejsetid og tilsandede trafikale knudepunkter i flere dele af byen, men alt i alt forløb trafikafviklingen nogenlunde.

"Vi vidste på forhånd, at arrangementet ville tiltrække en del mennesker fra nær og fjern med interesse for biler, og derfor vidste vi også, at vi kunne forvente tæt trafik på særligt de store indfaldsveje mod byen," siger politikommissær ved Østjyllands Politi Amrik Singh Chadha.

Østjyllands Politi havde på forhånd lavet en dedikeret til- og frakørselsrute til køreteknisk anlæg i den nordøstlige del af Randers, men det store fremmøde til arrangementet kunne i løbet af dagen også mærkes i store dele af Randers by og omegn, hvor rejsetiden var forlænget.

Flere biler og motorcykler beslaglagt og mange sigtelser uddelt
Til trods for, at selve trafikafviklingen forløb nogenlunde som forventet, havde betjentene fra Østjyllands Politi også andet at se til i løbet af dagen og aftenen.

18 biler og tre motorcykler blev beslaglagt grundet mistanke om, at der var blevet manipuleret med køretøjets forureningsbegrænsende udstyr. Hvis det efterfølgende viser sig, at der er lavet ulovlige ændringer, og at politiets mistanke holder stik, venter der en større bøde til ejerne og et krav om, at bilerne skal lovliggøres på et værksted, inden de må køre på vejene igen. Lovliggørelsen af køretøjerne vil senere blive kontrolleret i forbindelse med indkaldelse til et ekstraordinært bilsyn.

Foruden de beslaglagte køretøjer blev der pågrebet en enkelt narkobilist, og i et andet køretøj fandt politiet 90 gram hash. Under den samlede politiindsats, i relation til arrangementet, blev der uddelt i alt 324 sigtelser og 16 trafikanter overskred hastighedsbestemmelserne med så meget, at de står til enten en betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten. Derudover blev en 22 årig motorcyklist noteret for et køre på baghjul to gange, hvilket formentligt også bliver takseret til en betinget frakendelse af førerretten. Desuden blev der noteret 53 forseelser, der alle medfører klip i kørekortet, og så henstår der seks sager om for tæt kørsel på forankørende, hvor efterberegninger senere skal vise om forseelserne skal takseres til enten klip i kørekortet eller en betinget frakendelse af førerretten. 35 ejere af et køretøj modtager endvidere senere en digital postbesked om, at de skal stille med deres køretøj til kontrolsyn, i det politiet har konstateret væsentlige fejl eller mangler ved køretøjet.

"Vi er desværre ikke overrasket over, at vi i går kunne skrive så mange sager, som vi gjorde, og at så mange køretøjer blev beslaglagt. Vi har intet imod, at folk samles om deres interesse for biler, men det skal naturligvis foregå inden for lovens rammer. Særligt trist er det dog, at vi stadigvæk møder trafikanter, der lader hånt om vores alles sikkerhed i trafikken. 17 forseelser til enten betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten og 53 klipsager vidner om, at der stadigvæk er trafikanter, der ikke ønsker at følge de regler, der skal medvirke til, at alle kan færdes sikkert i trafikken," siger politikommissær Amrik Singh Chadha.

Politiets udskriver ikke kun bøder
En biltræf deltager punkterede med sin bil, og kunne således ikke køre hjem til Fyn. En af politiets motorcyklister trådte til med en hjælpende hånd, i det politiets motorcyklister medbringer udstyr til en nødlapning i tilfælde af en punktering. Motorcykelbetjenten forbarmede sig over den stakkels mand, og sørgede herefter for at lappe det punkterede dæk, hvorefter bilejeren kunne køre sikkert hjem.

Indsatsen resulterede samlet set i følgende sigtelser:
Narkopåvirket kørsel: 1
Lov om euforiserende stoffer (90 gram hash): 1
Hastighed motorvej max. 130 km/t: 10
Hastighed motorvej max. 110 km/t: 93
Hastighed landevej: 97
Hastighed by: 8
Hastighed ved vejarbejde: 9
Ulovlig overhaling: 4
For tæt kørsel: 6
Anvendt mobiltelefon: 12
Fremkørsel for rødt lys: 1
Fremkørsel for gult lys: 1
Manglende forsikring: 1
Vigepligtsforseelse: 1
Unødig røg og støj: 5
Fejl og mangler ved køretøj: 34
Mangelfuld eller forkert lygteføring: 3
Registreringsbekendtgørelsen (mgl. nummerplade eller fejl ved nummerplade): 9
Kørekort ej medbragt: 4
Konstruktivt ændret knallert: 1
Manglende styrthjelm el-løbehjul: 2
Øvrige forseelser: 21
Synsindkaldelser: 35
Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi

Seneste på facebook