Bilbranchens fremtid drejer sig ikke kun om bilsalg

Foto: Tomas Støvring, Adm. Direktør, // Bilco A/S Randers.
Profilbillede
dato

Ikke mange brancher er i så rivende udvikling som bilbranchen. Administrerende direktør for Bilco A/S i Randers, Tomas Støvring, mener derfor selv, at han har et af verdens mest spændende jobs. Han er grundig og detaljeorienteret, og det har betydning for, hvordan Bilco A/S har udviklet sig i de 18 år, han har siddet i ledelsen.

Bilco Randers har for nyligt bygget et helt nyt bilhus, og i den sammenhæng brugte administrerende direktør Tomas Støvring mange kræfter på at få lavet løsningen, så kunderne kunne få den bedste oplevelse.

”Vi har jo mange kvadratmeter, og det er vigtigt, at kunderne altid møder et menneske, uanset hvornår de kommer. Så jeg tænkte meget over, hvordan de forskellige afdelinger bør ligge i forhold til hinanden. Hvad der skal ligge centralt, og hvad der kan ligge mere skjult. Hvis sælgeren er væk, skal der være en servicerådgiver, der kan overskue salgsafdelingen, så vi hele tiden kan hjælpe hinanden,” forklarer Tomas.

Byggefirmaet blev lidt utålmodige som følge af Tomas’ grundighed.

”Men man ved jo godt, at når først byggeriet er i gang, så koster det knaster, hvis man skal have lavet noget om. Så for mig var det vigtigt at lave planlægningen ordentligt,” fortæller han.

Og han er allerede godt i gang med at tænke over, hvordan den nye Seat-udstilling, som skal bygges til efteråret, skal spille sammen med resten af huset.

”Kunderne begynder jo også at stille krav til venteforhold. De har jo deres computer med og vil gerne sidde og arbejde, mens de venter på service og reparationer. Det skal vi også kunne håndtere, og så skal det selvfølgelig også være synligt, hvor kaffemaskinen gemmer sig,” siger Tomas.

Ikke bare el

Det er oplagt, at omstillingen af bilparken til eldrift betyder en masse for, hvordan livet i et bilhus udvikler sig. Men ifølge Tomas Støvring er det slet ikke det eneste, som er i udvikling i branchen.

”Vi kommer til at se ind i en verden, hvor vi skal løse et mobilitetsbehov for vores kunder. Det kan være, de skal købe en bil. Det kan være, de skal lease en bil. Det kan være, de skal leje en bil. Folk foretrækker en fleksibel løsning på deres mobilitetsbehov,” mener Tomas.

”Det der med at have en bil i otte år, det er der ikke så mange, der kommer til i fremtiden. Man kommer til at skifte mere – lidt lige som folk gør med deres telefoner. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi sørger for at have et godt og tillidsfuldt forhold til vores kunder, så de bliver ved med at komme til os. På den måde kan vi hjælpe dem med at finde de løsninger, som passer til deres behov,” forklarer han.

Er man fortabt på elbilsmarkedet, er der eksperthjælp at finde hos Bilco Randers (Foto: Tomas Støvring, Adm. Direktør, // Bilco A/S Randers)

Gåture giver energi

Fritiden bruger Tomas på at gå ture med sin hund og sin hustru.

”Når jeg kommer hjem ved 18-tiden, så får vi noget at spise og lufter hunden i halvanden til to timer, så vi går rigtig meget,” fortæller han.

For fem år siden lagde familien kosten om, fordi der var kommet lidt for mange kilo på kroppene.

”Det var faktisk vores to piger, som sparkede os i gang ved at give os en bog om Sense kostprincipper. Og så var de også flinke til at gå med på turene og hjælpe med maden – og også spise den mad, der blev lavet. Der er faktisk mange spændende retter, hvor man både kan lave maden på rimelig tid og få noget ordentlig smag i,” siger han.

Fredagsslik og lørdagsslik blev droppet til fordel for frugt, og på den måde lykkedes det både Tomas og hans hustru at tabe over 20 kg hver.

”Vi er meget bevidste om at holde snor i det, så det ikke løber fra os. Og det fungerer rigtig godt for os ved at gå ture i naturen,” siger han.

Efter endt arbejdsdag afkobler Tomas med en lang gåtur (Foto: Tomas Støvring, Adm. Direktør, // Bilco A/S Randers)

Tomas og tallene

Tomas er uddannet revisor, og han holder af tal. Og det er ikke kun tallene på badevægten og i Bilcos regnskaber, han holder øje med. Kundetilfredsheden bliver også målt, og de målinger oplever Tomas som motiverende.

”Det er jo en del af vores hverdag, at vi helst skal have fem stjerner på alt, hvad vi laver. Og hvis ikke vi får fem stjerner i en kundesag, så er det ofte på grund af en forventningsafstemning der ikke har været i orden. Og så må vi jo finde ud af, hvordan vi kan løse det. Det er godt at vide, hvis der af og til er noget, vi fejler på, for det er den eneste måde, vi kan blive bedre på,” siger han.

Og så opstår der hele tiden intern konkurrence mellem medarbejderne.

”Det kan være en, der kommer og laver sjov og spas, og praler af sine 15 gode anmeldelser i træk over for en kollega, som lige har måttet nøjes med fire stjerner. Og den slags drillerier er helt i orden i vores hus,” ler Tomas.

Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: Tomas Støvring, Adm. Direktør, // Bilco A/S Randers

Seneste på facebook