Mandag eftermiddag kl. 13.47 blev Østjyllands Politi og ambulancepersonale kaldt ud til et alvorligt uheld på et køreteknisk anlæg i Randers NØ, nærmere bestemt Jomfruløkken.
En 17-årig ung mand var involveret i et styrt på sin motorcykel. Ved myndighedernes ankomst var den unge mand ikke kontaktbar og havde pådraget sig alvorlige hovedskader efter at have mistet sin hjelm i forbindelse med uheldet. Situationen blev yderligere forværret, da han blev kørt over af en bagvedkørende motorcykel.
Den 17-årige blev hurtigt hentet af en lægehelikopter og fløjet til hospitalet i kritisk tilstand. De pårørende er blevet underrettet om situationen.
Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.