Flere borgere i Randers kontaktede politiet søndag aften, da der blev fyret kanonslag af på en adresse i byen. Efter en kort rundering hørte patruljen endnu et kanonslag og fandt en varevogn med en 38-årig mandlig passager, der passede til signalementet af den affyrende mand.
Betjentene fandt fem kanonslag i den 38-åriges jakkelomme, som blev konfiskeret med henblik på destruktion. Den 38-årige mand blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.
Det er vigtigt at bemærke, at salget af fyrværkeri netop er startet, men at man først må affyre fyrværkeri fra den 31. december. Køb kun lovligt fyrværkeri, som skal være CE-mærket, købt i Danmark og forsynet med en dansk brugsanvisning.