Ved Retten i Randers kl. 13.00 bliver en 27-årig mand fremstillet i grundlovsforhør. Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har sigtet manden for forsøg på besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder.
Hændelsen begyndte mandag kl. 16.28, da Østjyllands Politi modtog en anmeldelse om en mand, der truede personalet i en kiosk på togstationen i Randers. Den 27-årige forsøgte at stjæle en telefon bag kassen og tog en kniv for at true medarbejderne. Da politiet ankom, stak manden af.
En patrulje fik øje på den 27-årige ved Gudenåen tæt på Randers Regnskov, hvor han sprang i vandet. Betjentene forsøgte at få ham op med redningskrans og båd, men manden svømmede frivilligt ind til bredden efter lidt tid.
Under anholdelsen gjorde den 27-årige kraftigt modstand og forsøgte to gange at tage pistolen fra en betjent, men det lykkedes ham ikke.