Onsdag kl. 11.00 blev en 23-årig mand fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi sigter manden for afpresning, frihedsberøvelse og grov vold mod en 18-årig mand.
Forbrydelserne fandt sted på en adresse i det sydøstlige Randers, hvor den 18-årige blev gentagne gange slået, sparket og truet. Han blev holdt tilbage på adressen mod sin vilje i omkring et døgn. Den 23-årige var sammen med fem andre gerningsmænd, som allerede er blevet varetægtsfængslet.
Den 23-årige mand har været søgt af politiet i noget tid og blev offentligt efterlyst med navn og billede. Han blev anholdt tirsdag, hvorefter Østjyllands Politi fjernede den offentlige efterlysning og anmodede medier, der havde bragt efterlysningen, om at fjerne den.
Anklagemyndigheden har anmodet om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen.