Den 1. juli skal alle landets borgere sortere 10 typer affald derhjemme. I Randers Kommune er man klar til indsamlingen, hvor det i første omgang kun betyder, at mælkekartonerne nu også kan ryge i beholderen til emballage.
Mælke- og juicekartoner er lavet af karton med et lag plast og nogle gange også aluminium.
Det er en kombination, der kan være svær at skille ad, og indtil nu er mad- og drikkekartoner fra danske husstande blevet brændt af.
Det skal være anderledes. Kartonerne skal nemlig ikke længere smides ud med restaffaldet, men i beholderen til metal, glas og plast.
Det gælder både dem fra juice og mælk, men også kartoner fra andre mad- og drikkevarer.
Allan Asp Poulsen, sektionsleder for Affald & Genbrug i Randers Kommune, forventer ikke, at det bliver svært for borgerne i Randers Kommune at vænne sig til den nye sortering.
"Borgerne er gode til at sortere allerede, og vi har samlet kartonerne ind på genbrugspladsen i Randers i et lille års tid som en forsøgsordning. Vi har den vej rundt fået rigtig mange kartoner. Det vidner om, at der er mange, som er klar til at sortere kartonerne fra og gerne gør det. Nu bliver det bare endnu lettere, fordi man kan komme af med kartonerne derhjemme. De skal bare skylles og smides med i beholderen til metal, glas og plast," fortæller han.
Klar til alle 10 affaldstyper
Borgerne i Randers Kommune kan med den seneste tilføjelse komme af med alle de 10 affaldstyper, der skal samles ind på landsplan.
Der kommer lidt flere forandringer om et par år, men Allan Asp Poulsen lover, at der bliver informeret i god tid.
"Vi fortsætter med de beholdere, vi kender, indtil 2024. Først derefter skal der laves lidt mere om, da vi ikke må blive ved med at blande f.eks. plastik og glas, som vi gør i dag. De strengere krav til sortering kommer ikke til at betyde 10 beholdere i indkørslen, men man skal nok forvente en enkelt mere," lyder det fra Allan Asp Poulsen.